Præimplantations genetisk diagnostik (PGD)

Adam Nash blev født i USA i 2000. Det var første gang PGD blev anvendt både til screening for en sygdom og for at sikre en vævslighed med en bror eller søster. PGD blev foretaget, så Asam ville være fri fra en genetisk sygdom kaldet Fanconis anæmi, som hans seksårige søster led af. Celler fra Adams navlestreng blev brugt til helt at erstatte søsterens syge knoglemarv. Uden den behandling ville hun være død.

Spinal muskelatrofi (SMA) er en genetisk tilstand, der betyder, at hvis man lider af denne sygdom, som f.eks. femårige Kate Snapes, vil man aldrig komme til at gå. Kates forældre ville gerne have flere børn, men på grund af 25 % risiko for at få endnu et barn med SMA var de dybt bekymrede indtil PGD tilbød en løsning. Parret brugte PGD-teknologi til at vælge ‘sunde’ fostre til implantation. Tvillingerne Isabelle og Esther blev født uden SMA-tilstanden i november 2001.

I 2002 tillod 'Human Fertilisation and Embryology Authority' (HFEA, Storbritanniens uafhængige enhed, som sikrer god praksis i fertilitetsbehandling og forskning i fostre) familien Hashmi at bruge PGD til at skabe en donor-bror eller søster til deres tre år gamle søn Zain, som lider af en sjælden og farlig genetisk defekt i blodet kaldet 'thalassaemia'. Man håbede, at celler fra navlestrengen fra et barn udvalgt med PGD kunne helbrede ham. Ideen om et ‘donorbarn’ er kontroversiel, men som Mrs. Hashmi argumenterer, når Zain bliver ældre ‘Vil han vide, at han skal dø. Hvordan vil han føle, hvis han ved, at der kunne være gjort noget for at redde hans liv?’

Mange lande tillader par at planlægge kønnet på deres ufødte barn ved brug af PGD. Det er sjældent tilladt i Storbritannien, for eksempel for at forebygge genetiske handicaps. Louise og Alan Masterton mistede deres treårige datter Nicole i en tragisk brandulykke. Familien ønskede at bruge PGD til at få en anden datter for at afbalancere en familie med fire sønner. Dette blev afslået af Human Fertilisation and Embryology Authority (HFEA, Storbritanniens uafhængige enhed, som sikrer god praksis i fertilitetsbehandling og forskning i fostre). En talsmand udtalte; ‘’Det britiske samfund er endnu ikke forberedt på at acceptere det…min mening er, at samfundet vil acceptere det, men det kommer ikke til at ske nu.’’

Institut for Reproduktiv Genetik i Chicago brugte i 2002 for første gang PGD til at screene fostre, der bærer en mutation, som fremmer cancer. Institut for Reproduktiv Genetik i Chicago brugte i 2002 for første gang PGD til at screene fostre, der bærer en mutation, som fremmer cancer. Instituttet hjalp parret fra New York med at få en baby uden at løbe risikoen for at den fik Li-Fraumeni Syndromet. Syndromet bæres af farens familie og giver en person 80-90 % chance for at udvikle cancer. Den ledende læge udtalte, at beslutningen om, hvorvidt man skulle teste fostrene, bør være op til lægen og patienten. 'Regeringens reguleringer giver altid bagslag’, sagde han.

Mia (opdigtet navn) har flere familiemedlemmer, som har udviklet tarm-, mave- eller livmoderkræft i en usædvanlig ung alder. Hun fik derfor tilbudt en test, hvorefter hun fik at vide, at hun havde arvet en genetisk forandring, som giver 60-90 % livstidsrisiko for at udvikle en cancertype. Hun bliver nu løbende tjekket, for at spore tidlige advarsler om sygdommen.

Mia siger, at testresultaterne har påvirket hendes liv på mange områder. For eksempel: ‘Hvis jeg får et barn, kan jeg overføre det [defekte] gen til mit barn.’

Dette er et uddrag fra en dagbog, som Leah skrev om sine oplevelser med PGD i Storbritanniens 'Guardian newspaper' i 2000:
“Jeg køber en baby på MasterCard. Der gives sjældent tilskud til PGD. Jeg skal hoste op med 2500 £.”
”Så overbevist var en af mine venner over denne forkerte fremstilling (af ’designerbabyer’), da jeg fortalte hende, at mine fremtidige tvillinger er en dreng og en pige, sagde hun: ‘Nå, så det var hvad du valgte! – som om PGD er lige som at gå i supermarkedet. Det eneste jeg valgte, var fostre som ikke har en katastrofal fejl i kromosomerne, som de kunne dø af.”

Anna er hovedrollen i romanen 'My Sister’s Keeper', af Jodi Picoult. Da jeg spurgte, hvordan babyer bliver til, forklarede hendes forældre, “at de valgte netop mig, da jeg var et lille foster, fordi jeg kunne redde min søster Kate. Det får mig til at spekulere over, hvad der ville være sket, hvis Kate havde været rask”.

“Kate har Acute promyelocytic leukemia. Når Kate har behov for leukocytter, stamceller eller knoglemarv, som skal få hendes krop til at tro, at den er rask, er det mig der forsyner hende med dem. Næsten hver gang Kate skal indlægges, bliver jeg det også. Jeg er ikke syg, men det kan jeg lige så godt blive.”