Nanoteknologi

Jeg er transhumanist. Jeg imødekommer en sammensmeltning af genetisk forskning, stamcelleforskning, hjerneforskning, kybernetisk forskning og nanoteknologi. Dette vil åbne permanent op for genetiske ændringer hos mennesket og meget andet. Det vil ikke bare eliminere genetiske sygdomme, men også muliggøre forbedring af os mennesker. Vi kunne udvide vores intelligens, udvide vores sansekapacitet, øge udholdenhed og overvinde aldring. Jeg foragter vores nuværende religiøse og etiske kortsynethed. Vi bør gribe vores menneskelige skæbne. Etiske vedtægter må ikke nægte os den skæbne.

Jeg er anglikansk præst. Jeg tror på, at menneskets liv er et helligt liv. Jeg hilser nanoteknologiens potentielle medicinske fordele velkomne, men jeg er foruroliget over, at den måske kan bruges til at forbedre menneskets evner eller til at transplantere computerchips i hjernen. Jeg synes, forskere gør et indgreb på vores menneskehed eller lefler for de riges illusioner. Vores virkelige menneskelige problemer er vores moralske og spirituelle fejltagelser, som teknologien er magtesløs overfor.

Jeg har været så heldig at få et job hos det nye Institut for Militære Nanoteknologier ved MIT (Massachusetts Institute for Technology in the USA). Vi er ude efter at skabe en kampuniform med indbygget styrke – til at hjælpe soldater med at løfte tunge ting eller til at stivne blødende sår. Jeg ved, at nogle mennesker er bekymrede, over noget af det vi laver, for eksempel nanosensorer til forbedring af opsyn/bevogtning. Men vi er nødt til at gøre dette for den nationale sikkerhed – nogen vil overhale os, hvis vi ikke løber hurtigt.

Jeg tog en ingeniør-ph.d ved Harvard, men nu er jeg tilbage i Indien i Hyderabad, og i gang med at opbygge mit eget nanoteknologifirma. Jeg vil være med fra starten af den næste industrielle revolution og sikre, at den finder sted i Indien og Kina, ikke kun i Japan og USA.
Risikovillige kapitalister har vist mig en masse interesse, fordi de kan se, at vi har en masse dygtige folk, som arbejder for meget lavere løn end i USA. Desuden hjælper det, at der er så meget industri her. Derfor vil det være lettere at anvende den forskning vi udfører.

Jeg er fysiker. Jeg arbejder på et nanoteknologisk forskningsinstitut. Her udforskes små nanopartiklers potentielle evne til at fjerne forurening fra miljøet ved at omdanne skadelige stoffer til ufarlige stoffer. Jeg blev tiltrukket af dette job, da jeg er meget interesseret i miljøet. Men noget tyder på, at disse partikler i nogle tilfælde kan have ødelæggende effekt på andre arter og sandsynligvis på mennesker. Risikoen er meget lille, men igen ved hvor lille. Opvejer de sikre fordele risiciene? Skal jeg blive eller gå min vej?

Jeg er medicinsk læge. En patient kom til mig med hoste. Jeg bad ham om en blodprøve, så jeg kunne lave en genetisk test, der kunne vise hvilket antibiotikum, der passede bedst til hans genetiske profil. Jeg forklarede, at med nanoteknologi, kunne jeg lave en profil over hans gener på et minut. Resultatet viste det bedste medikament for hosten. Desværre viste profilen også, at han havde høj risiko for at udvikle en bestemt sygdom. Manden kom over sin hoste. Skal jeg fortælle ham om sygdommen? Ønsker han at vide det?

Jeg er ledende direktør af InsulinNano plc, som laver bittesmå nåle til implantering i huden, som automatisk skal levere insulin mod diabetes til blodet. Det blev opbygget med risikovillig kapital fra regeringen til at hjælpe nano-medicinske firmaer med at få produkter på markedet. Når det først er bevist, er der stor efterspørgsel. Men de kliniske sikkerhedstests er forsinkede, og kapitalen er ved at slippe op. Militæret er interesseret i at udvikle vores nåle til at indsprøjte modgift mod biologiske våben i soldater på slagmarken. Bør jeg gribe denne livline for pengenes skyld, eller vil det forurene vores firmas medicinske formål?

Jeg har forfinet en måde at fastgøre et medikament til guldpartikler i nano-størrelse, der kan rejse gennem blodet, finde og ødelægge syge celler men efterlade de sunde celler uberørt. En gruppe aktivister afbrød min offentlige forelæsning ved at råbe, "Hvordan ved du, at du ikke rammer de forkerte celler? Disse guldpartikler kan måske også forårsage kræft." "Vrøvl!" svarede jeg, "Vi har udført detaljerede tests på dyr og så ingen negativ effekt." "Men du ved ikke med mennesker," svarede de. "Nej", var mit svar, "men intet fremskridt er uden risiko"